13-årig dræbt: Kniven er fundet

Kniven, som dræbte den 13-årige Claudio Nielsen fra Sønderborg, er fundet. Den blev indleveret til politiet.

- Vi har fået kniven indleveret af nogen, der ikke har noget med mordet at gøre. De har altså fundet kniven, og vi har gennem efterforskning fundet ud af, at det er den, der blev brugt til drabet, siger efterforskningsleder hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Bent Thuesen til jv.dk.

Jalousi

Den 13-årige blev i juli dræbt af en jævnaldrende dreng. Motivet var jalousi, da de to 13-årige ville have den samme pige. På bedste western-maner aftalte de et slagsmål ved den døgn-institution, hvor Claudio Nielsen boede. Under slagsmålet trak den anden dreng en lang kniv - og Claudio blev ramt i hjertet..

Drabsmanden har tilstået. Da han er under 14 år, får fundet af drabsvåbenet ingen betydning. Gerningsmanden er overdraget til de sociale myndigheder, og da han er under den kriminelle lavalder,kan han ikke straffes.

Bent Thuesen gør nu op, at efterforskningen kan erklæres for afsluttet.