TV der bevæger dig

15-årig dreng gik amok - raserede forsamlingshus og angreb politiet

En 15-årig dreng raserede omkring midnat lørdag Svenstrup Forsamlingshus ved Nordborg på Als. En tilkaldt politipatrulje blev angrebet med kasteskyts.

Glasskår og ødelagt inventar flyder overalt i køkkenet på Svenstrup Forsamlingshus efter den voldsomme hærgen lørdag aften. Foto: Svenstrup Forsamlingshus.

1 af 2

Fire minutter efter midnat slog en nabo alarm til politiet, da det kunne høres langt væk, at ruder i forsamlingshuset blev smadret.

Der var ingen arrangementer i Svenstrup Forsamlingshus og ingen andre til stede, da den 15-årige dreng gik amok og begyndte at rasere huset - først udvendigt med rudeknusning og siden indvendigt, hvor inventar og indbo blev kastet rundt og ødelagt.

Da politiet kom til stedet og forsøgte at tale drengen til ro, var reaktionen i første omgang et angreb med kasteskyts i form af løse dele af det ødelagte inventar i forsamlingshuset, inden den 15-årige faldt så meget til ro at han kunne anholdes.

- Vi har endnu ikke nogen forklaring på, hvorfor drengen, der er fra lokalområdet, gik amok - men han havde fået noget at drikke, siger vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Efter en afhøring blev drengen kørt hjem til sine forældre.

 

Mest sete på tvsyd.dk