16 udvalgte flygtninge skal være faglærte

Et projekt i Sønderborg Kommune har haft 16 flygtninge i lære. Både for at uddanne dem og for at integrere dem.

Integrationscenteret i Sønderborg Kommune har udvalgt 16 flygtninge gennem tests og screeninger, for at finde de bedste kandidater til deres projekt. Projektet går ud på at gøre flygtningene parate til at få en læreplads.

En af flygtningene i projektet er Suliman Mahmoud Suliman. Han har netop afsluttet fire ugers praktikforløb hos OJ Electronics i Sønderborg.

- Jeg har lært mange ting. Om at bygge robotter, om transport og mange ting om elektronik, siger Suliman Mahmoud Suliman til TV SYD.

Inden Sulimans fire uger hos OJ Electronics har han i seks uger gået på Vuc i Syd. Her har han fået undervisning i både dansk og matematik.

quote

Jeg har lært mange ting. Om at bygge robotter, om transport og mange ting om elektronik

Suliman Mahmoud Suliman

- Suliman er nem at forstå og snakker godt dansk, og det har bare kørt super godt, siger Susanne Hansen, OJ Electronics.

Nu skal Suliman og de 15 andre flygtninge tilbage på skolebænken. Hos Vuc Syd skal de lære og bestå dansk og matematik på 9.-klassesniveau. Og om et år skal de forhåbentlig starte på 26-ugers grundforløb hos Euc Syd.