17-årige Christine tæt på den helt store drøm

50.000 kroner koster den violin, som Christine Johanning Schmidt i årevis har sparet op til. Halvvejs fra målet kom der uventet hjælp ved en støttekoncert i aftes.

Musik rører ofte folks hjerter, - det er i hvert fald sket i Kollund. Her har flere af byens borgere taget del i at hjælpe 17-årige Christine Johanning Schmidt tættere på drømmen – eller nærmere præcist tættere på at købe den violin, som skal føre hende derhen.

quote

Da jeg hørte, at hun havde knoklet for at samle penge til en violin, og stadig manglede halvdelen, så fik jeg lyst til at hjælpe.

Betty Dideriksen, Kollund

- Da jeg hørte, at hun havde knoklet for at samle penge til en violin, og stadig manglede halvdelen, så fik jeg lyst til at hjælpe. Og jeg er ikke den eneste, fortæller Betty Dideriksen, mens hun stiller vinglas frem til den støttekoncert, som hun har arrangeret for Christine. Lokale borgere og virksomheder har allerede doneret, både i form af vin til koncerten, en annonce i lokalavisen og plads i byens forsamlingshus til koncerten.

- Der har også været flere forbi mit hus, som ikke har kunne deltage ved støttekoncerten, men alligevel har de så afleveret en konvolut med op til 500 kroner, siger Betty Dideriksen. Sammen med byens kirkeorganist, Anne Marie Henriksen, har hun håbefuldt stillet 80 stole op til aftenens koncert.

Spiller på lånt violin

Den unge kvinde, som det hele handler om, er taknemmelig og rørt over den hjælp, som byen giver hende. Til støttekoncerten er det selvfølgelig den unge violinist selv, der optræder, og hun har skam også noget at spille på. På trods af violinmanglen.

- Lige nu spiller jeg på en violin, som jeg har lånt af min lærer fra musikskolen. Men for at jeg kan tage til optagelsesprøve på musikkonservatoriet, så har jeg brug for min egen violin, forklarer den 17-årige violinist. Og tiden er ved at være knap. For selvom optagelsesprøven først er i december, så kræver det lang tid at finde den rigtige violin og at vænne sig til den.

- En violin er jo ikke bare en violin. Den, jeg spiller på nu, er fra 1831. Den har en sjæl, og man kan høre, at den har et par år på bagen, siger Christine Johanning Schmidt og griner. Hun øver sig dagligt flere timer med violinen, og når hun taler om den, så bliver den næsten en levende person.

- Den har en dejlig klang, men jeg har til tider lidt svært ved at knytte mig helt til den, fordi jeg ved, at den ikke er til salg, forklarer hun om venskabet med instrumentet, der altså har en udløbsdato.

Et forspring til optagelsesprøven

Dyre violiner

  • Verdens dyreste instrument er violinen 'Lady Blunt', der koster knap 91 millioner kroner.
  • Violinen er bygget af den italienske instrumentbygger Antonio Stradivari, der før sin død i 1737 menes at have fremstillet cirka 1000 strengeinstrumenter - hvoraf omkring 650 eksisterer i dag.
  • En stradivarius-violin sælges i dag til en pris på 10-11 millioner kroner stykket. 

Kilde: www.stradivarius.org

 

Det er ikke kun Christine Johanning Schmidt, der taler passioneret om violiner. På Syddansk Musikkonservatorium, hvor Christine drømmer om at gå, forstår rektor Claus Skjold Larsen mere end godt, hvad den unge violinist taler om.

- Et instrument er som en god kammerat, der hjælper og støtter en. Alt det arbejde, som man lægger i at øve sig, det er noget, som man gør sammen med instrumentet, forklarer rektoren.

Til optagelsesprøven for violinister skal ansøgeren blandt andet spille, og her kan et godt instrument hjælpe med på vejen.

- De 15-20 minutter, hvor man spiller for os, afgør karakteren og dermed ens chancer for at komme ind. Normalt kan vi godt høre, om folk spiller rent, men det kan være lidt mere svært for os at høre, hvis instrumentet ikke passer til musikeren eller er af dårlig kvalitet, forklarer rektoren. Det er meget almindeligt, at eleverne begynder på skolen med en violin til omkring 20.000-50.000 kroner.

- Det behøver jo ikke være en Stradivarius, men gælder jo om at reducere så mange udfordringer som muligt. Med et godt instrument, som man også kender godt, kan man skaffe sig et lille forspring, siger rektor Claus Skjold Larsen.

Lille by fylder forsamlingshus

Denne onsdag aften i Kollund Forsamlingshus viser det sig hurtigt, at 80 stole langt fra er nok. De to frivillige arrangører må på stolejagt og med en billetpris på 100 kroner, der ubeskåret går til Christines violindrømme, er det en fantastisk ting.

- Der er jo fuldt hus! Det er overraskende og dejligt, jeg har smil fra det ene øre til det andet, siger Betty Dideriksen. Hun er ikke den eneste, der er overvældet af aftenens fremmøde. For i en by med under 1000 indbyggere er det lidt af en bedrift. Og det er en nervøs og glad violinist, der tager imod de sidste gæster. 18.000 kroner har byens borgere samlet til aftenens koncert.

- Det havde jeg slet ikke regnet med, det betyder simpelthen så meget for mig, fortæller en rørt 17-årig violinist i garderoben, få minutter før koncertens start. Noget andet, hun bestemt heller ikke havde regner med, er den overraskelse, som en særlig gæst blandt publikum sidder med.

Endnu en kæmpe overraskelse får tårerne frem

Efter at Christine har spillet alt fra Allemanda af Bach til Vindens farver fra Disneytegnefilmen Pocahontas, og fortalt om sin musiske rejse og uddannelsesdrømme, takker hun af for et rørende stort fremmøde. 

Men helt slut er aftenen ikke, for Karsten Dressø fra Østifterne har en lille overraskelse med. Østifterne støtter hvert år over 100 forskellige projekter, og da Karsten Dressø så en artikel om Christine Johanning Schmidts arbejde for at spare op til violinen, blev han inspireret. 

17-årige Christine Johanning Schmidt fik onsdag aften sit livs overraskelse og kom et kæmpe skridt nærmere drømmen om en professionel karriere som violinist.
17-årige Christine Johanning Schmidt fik onsdag aften sit livs overraskelse og kom et kæmpe skridt nærmere drømmen om en professionel karriere som violinist.

- Da jeg læste om din målrettethed og drøm, skrev jeg til vores direktør, og under ti minutter senere fik jeg svar tilbage. Han var enig med mig, det her skulle vi gøre, siger Karsten Dressø, da han overrækker Christine et brev med løftet om 25.000 kroner.

quote

Da jeg læste om din målrettethed og drøm, skrev jeg til vores direktør, og under ti minutter senere fik jeg svar tilbage. Han var enig med mig, det her skulle vi gøre.

Karsten Dressø, Øststifterne

Med tårer i øjnene tager den unge musiker imod brevet, der sammen med byens store bidrag netop har opfyldt hendes violindrømme.