6. klasse skriver sang med professionel musiker

Rim og svingende lyrik er tirsdag på skoleskemaet på Hørup Centralskole, hvor en professionel musiker lærer eleverne at skrive deres egen sang.

I alt skal det blive til 14 sange landet over. Det er i hvert fald det antal musikere, der tirsdag morgen er sendt ud til skoler for at give eleverne et indblik i, hvordan man skriver sange.

En af de skoler er Hørup Centralskole på Als. Her har 6. klasse fået besøg af producer og sangskriver Boe Larsen.

Han skal hjælpe eleverne med at skrive og komponere en sang. Eleverne oplever, hvordan akkorder, tekst, rytme og tanker kan koges sammen til en færdig sang. Når dagen er omme, har klassen deres egen sang.

- Det er en unik oplevelse for børnene at få lov til selv at komponere en sang. Når dagen er overstået, er det vigtigste for os, at vi har vist eleverne, at musik er skide sjovt at lave, men samtidig også et arbejde, som man kan uddanne sig til, og som kræver en dedikeret indsats, fortæller Boe Larsen.

Den lidt anderledes skoledag vækker begejstring blandt eleverne. 

- Det er ret sjovt, hvordan man kan lave en masse ord til en sang bare ud fra ordet 'venskab'. Ord jeg slet ikke havde tænkt på, siger Isak Weissenborn, der går i 6. b til TV SYD. 

Det er Koda, der sender Boe Larsen og de andre musikere ud til skolerne. Formålet er at give de unge et bedre indblik i det arbejde, der ligger bag musikken, og en forståelse af, hvorfor musik ikke er gratis.