70-årige Sir Elton John indtog Sønderborg i storform

70-årige Sir Elton John var i absolut topform, da han torsdag aften optrådte for et begejstret publikum på 5000 mennesker i Sønderborg.

Sygdom tvang Elton John til at aflyse en række koncerter i april og maj - men i aftes i Sønderborg var han tilbage på scenen i topform - og levede dermed op til titlen på et af hans mange kendte hits "I'm still standing".

Til de 5000 koncertgængeres begejstring spillede han to timer i træk. Alle pladser i Mølleparken var udsolgt. Sommervejret holdt hele aftenen, og det varslede regnvejr udeblev, så et rørt publikum kunne gå hjem i tørvejr efter ekstranummeret "Candle in the wind".

Trods alderen sparer Elton John ikke sig selv - alene i resten af juni måned har han yderligere otte koncerter på sin tourplan i England, Irland, Tyskland, Frankrig og Norge.