9-årig filmede øjeblikket, hvor han bliver forbrændt til skater-show

Seks børn blev forbrændt til et skateboard-show i Sønderborg lørdag aften. Nu står forældrene til et af de hårdest ramte børn frem og fortæller om den voldsomme episode.

OBS! Den oprindelige artikel er 24. maj opdateret med de præcise oplysninger om antal tilskadekomne og deres alder

Ulla Dankert er mor til 9-årige Christian Dankert, der blev alvorligt forbrændt til et skater-arrangement i Sønderborg lørdag aften. Hun står frem til en snak om episoden, og hun har givet tilladelse til TV SYD til at vise et billede af sin søns forbrændinger. Vi skal derfor advare om et meget voldsomt billede i bunden af denne artikel. 

Lørdag aften blev seks i alderen 9 til 13 år børn alvorligt forbrændt under et skateboard-arrangement på havnen i Sønderborg. En ring skulle antændes i forbindelse med et trick, men personen, der skulle antænde ringen, kom til at sprøjte brændende tændvæske ud over en flok børn, som kiggede på.

quote

Det var skrækkeligt at se, hvor slemt tilredt han var. Det er voldsomt at se sit barn med så alvorlige forbrændinger

Ulla Dankert, mor til Christian

Nu står forældrene til et af børnene frem og fortæller om oplevelsen. Moderen sidder på Rigshospitalets brandsårsafdeling sammen med sin søn, Christian Dankert, der blev slemt forbrændt på 25 procent af kroppen.

- Det var skrækkeligt at se, hvor slemt tilredt han var. Det er voldsomt at se sit barn med så alvorlige forbrændinger, fortæller Ulla Dankert, mor til Christian, til TV SYD.

Christian på ni år var et af de børn, der sad tættest på de løbske flammer.

Ulla Dankert har givet tilladelse til, at vi viser billederne af hendes forbrændte søn.

- Jeg håber, at de voldsomme billeder af min søn kan få folk til at tænke sig godt om, siger Ulla.

quote

En gang om måneden får vi børn ind, som er blevet skadet, fordi voksne har gjort noget dumt. Det virker nogle gange som om, at folk slet ikke tænker sig om i forhold til andre

Søren Partoft, overlæge, Rigshospitalets brandsårsafdeling

Søren Partoft, overlæge på Rigshospitalets brandsårsafdeling, fortæller, at det bestemt ikke er sjældent, at forbrændte børn kommer ind som følge af voksne menneskers dumdristighed.

- En gang om måneden får vi børn ind, som er blevet forbrændt, fordi voksne har gjort noget dumt. Det virker nogle gange som om, at folk slet ikke tænker sig om i forhold til andre, siger Søren Partoft til TV SYD, der desuden fortæller, at Christian har brug for en operation, der vil føre til ar på kroppen.

Ulla Dankert er dog ikke ude efter hævn.

- Et øjebliks uforsigtighed ser man tit, og hvis der ikke sker noget kommenterer man jo ikke på det. Jeg får ikke noget ud af at være vred, siger Ulla.

Ifølge Rigshospitalet skal Christian regne med at være indlagt i minimum en måned endnu. 

Ulla Dankert (til venstre) har givet os tilladelse til at vise dette billede af Christians forbrændinger.
Ulla Dankert (til venstre) har givet os tilladelse til at vise dette billede af Christians forbrændinger.
Foto: Søren Laursen, TV SYD