Aase er klar til endnu en strejke

For 10 år siden strejkede Aase Kaad for mere i løn. Det samme bliver måske tilfældet fra den 4. april i år, og hun er klar til kamp.

Hvis det efter påske ender med en storkonflikt, hvor op mod 540.000 danskere enten skal strejke eller bliver lockoutet af arbejdsgiverne, bliver der tale om en historisk omfattende konflikt.

I 2013 blev godt 67.000 overenskomstansatte lærere lockoutet, men vi skal tilbage til 2008 for at finde den seneste store og langvarende strejke. Her strejkede sygeplejersker, sosuassistenter og pædagoger for mere løn. En af dem var dagplejer Aase Kaad fra Fynshav.

Det er 10 år siden, at Aase Kaad i 2008 gik på barrikaderne og strejkede for mere i løn og bedre arbejdsforhold. Kampånden er stadig intakt, og hun er klar til at gøre det igen.

- Man er ved at ruste sig til kampen for mere i løn og flere hænder, siger Aase Kaad til TV SYD.

Sammen med de øvrige godt 250 dagplejere i Sønderborg Kommune er hun i denne omgang udtaget til strejke af sin fagforening FOA.

quote

Vi fik kun småkroner ud af det i 2008, men det var alligevel det hele værd.

Aase Kaad, dagplejemor, Fynshav

Aase Kaad var selv med til at gå forrest i 2008, da dagplejerne var samlet på torvet i Sønderborg. Og hun tror heller ikke, at man undgår strejke denne gang.

- Parterne er så langt fra hinanden, at man slet ikke er enige om nogle af tingene. Så jeg synes, det er det hele værd, siger Aase Kaad, der har været dagplejer i 33 år i Sønderborg Kommune.

- Dengang havde folk en gejst, for det var første gang i mange år, at vi ligesom havde prøvet at strejke. Kampånden er også ved at være der denne gang, fornemmer Aase Kaad, der mindes ånden fra sidste gang.

- Vi fik kun småkroner ud af det i 2008, men det var alligevel det hele værd. Det var sjovt med den gejst og ånd, fortæller hun.