Afleverede ansøgning

Sønderborg tog fredag et vigtigt skridt mod at blive europæisk kulturhovedstad i 2017. En delegation afleverede den officielle ansøgning - anført af H.C. Andersen og en gammel kuffert...

Danmark er udpeget til at have den europæiske kuturby om fem år. Og der er kun to kandidater: Sønderborg og Århus.

- Der er rigtig meget på spil, siger borgmester Aase Nyegaard, Sønderborg.

400 mio. kr.

Arrangementet ventes at løbe op i 400 mio. kr.

Derfor tænker Sønderborg hele regionen med i projektet. Også Flensborg, hvis danske overborgmester, Simon Faber, også var med i København i formiddag.

Soldat fra 1864

Delegationen blev som nævnt anført af vor berømte fynbo. Men de havde også en soldat fra Dybbøl med til at overbevise komiteen, der skal vælge kulturhovedstaden.

For Sønderborg slår meget på historien - og samarbejdet hen over grænsen.

- Vi kan sagtens lave en masse kulturelle tiltag og bygninger. Det er jo ikke det, det handler om, siger Aase Nyegaard.  Det handler om, at vise, hvad livet har været - og hvad vi gerne vil have det til at blive. Og når vi gerne vil samarbejde hen over grænsen - trods de krige vi har haft - så er det fordi vi kan se, at der kan komme vækst og arbejdspladser ud af det.