Aflyser Rambla-aften efter regnvarsel

Udsigten til tunge regnbyer torsdag har fået arbejdsgruppen til at aflyse Rambla-aftenen i Sønderborg.

- Erfaringen fra de foregående Rambla-aftner er, at vejret er helt afgørende for, om folk kommer. Gråvejr og regn holder folk hjemme, siger projektleder Brian Christensen, Sønderborg Kommune.

- Vi synes, det er synd for aktørerne, at de gør sig umage med klargøring, opvisning, stand eller hvad de nu byder på, for så at opleve, at der ikke kommer ret mange mennesker. Vi har talt med alle bag de planlagte aktiviteter, så ingen møder op forgæves, og har så valgt at melde ud med, at vi aflyser.

- Vi håber og tror på, at aktørerne i stedet har lyst til at være med en af de andre fire gange, som stadig er tilbage.
 
- Forsommeren har budt på masser af skønne dage, men torsdagene har faktisk ret tit været grå og regnfulde. Nu håber vi på, at vi tilsmiles af sol og tørvejr de resterende torsdage, så både de medvirkende, borgere og turister kan få nogle gode aftner og et lille indtryk af, hvad
Ramblaen alt kan bruges til, siger Brian Christensen.