Alkoholiker løber 450 kilometer for at hjælpe andre ud af misbrug

Hans Rønn Pedersen fra Guderup på Als har begivet sig ud på sit livs løbetur - fra hjembyen på Als til Skagen på toppen af Danmark.

- Jeg gør det for at sætte fokus på, at der er rigtig mange måder at komme ud af et alkoholmisbrug på.

Sådan siger ædru alkoholiker Hans Rønn Pedersen, der til daglig er handicaphjælper, om den spektakulære løbetur. Den skal samle penge ind til Sydgårdens Venner, der er en støtteforening for tidligere beboere på Sydgården og deres pårørende.

- Den anden primære grund er at sætte fokus på pårørende til alkoholikere, forklarer han.

Hans Rønn Pedersen blev behandlet for sit alkoholmisbrug på Ringgården Syd i 1993. Fem år senere begyndte han at løbe regelmæssigt.

- Jeg har løbet i mange år – primært for at holde mig ædru. Men det giver mig også mentalt overskud i hverdagen, så jeg tror på mig selv.

quote

Der har været op- og nedture igennem en del år. Så det er positivt, at han kan komme ud af det.

Jesper Jespersen, stedsøn, Nordborg

I 2014 havde Hans Rønn Pedersen et tilbagefald. Men ellers har han været ædru siden 1993. Han har trænet til turen i otte måneder, og så har han følgevogn med på ruten.

- Den holder ind for hver femte kilometer, så jeg kan spise og drikke for at få den energi, jeg skal bruge, forklarer alkoholikeren.

Hans stedsøn skiftes med to andre til at køre følgebilen.

- Jeg synes, det er et godt projekt. Det vil jeg gerne bakke op, siger stedsøn Jesper Jespersen.

quote

Jeg gør det for at sætte fokus på, at der er rigtig mange måder at komme ud af et alkoholmisbrug på.

Hans Rønn Pedersen, handicaphjælper og ædru alkoholiker, Guderup

Han har fulgt Hans Rønn Pedersens kamp mod alkoholmisbruget.

- Der har været op- og nedture igennem en del år. Så det er positivt, at han kan komme ud af det, forklarer han.

Løbeturen begyndte lørdag i Guderup på Als. Hver dag bliver der løbet mellem 70 og 80 kilometer. Men selvom det er lang løbetur, så hersker der ingen tvivl om ankomsttidspunktet.

- Jeg er fremme i Skagen på torsdag – sidst på eftermiddagen. Det har jeg aftalt med familien, slutter Hans Rønn Pedersen.

Facebooksiden ”En alkoholiker løber og fortæller” kan du læse mere om løbeturen – og se hvordan du kan støtte Sydgårdens venner.