Bitten sejler igen

Færgen Bitten Clausen sejler igen. Tirsdag måtte den blive i færgelejet i Ballebro med en skade på en aksel.

Kl. 7.30 i dag genoptager færgen Bitten Clausen sin sejlads mellem Ballebro på fastlandet og Hardeshøj på Nordals.

Det er godt nyt for de 500 bilister, der hver dag bruger den sejlende genvej mellem Jylland og Als. Efter en skade i tirsdags var der til det sidste tvivl om færgen ville blive klar til i dag, men det er den altså blevet, oplyser færgeselskabet på sin hjemmeside.

Færgen bruges af mange jyske ansatte på Danfoss for at spare den lange tur sydover, og her i sommerperioden er den populær blandt turister til og fra Als.