Blev drabsmand for at hævne sexovergreb

Den 33-årige tiltalte tilstår dobbeltdrabet i Møgeltønder. Motiv: 'Lille-Hans' voldtog ham som barn.  

Det var hævn for voldtægt, der fik en 33-årig mand til at dræbe den 68-årige Elke Ibsen Mamsen og hendes 42-årige søn 'Lille-Hans' Nielsen Mamsen i Møgeltønder 18. september 2010.
Motivet har været ukendt for offentligheden, men kom altså frem i retten i Sønderborg.

Fra oralsex til voldtægt

- 'Lille Hans' voldtog mig som barn. Jeg var seks år, og han var 10 år ældre, sagde den tiltalte.
Han forklarede, at Elke Mamsen havde set episoden.
 - Hun fik Lille Hans væk fra mig. Og så sendte hun mig hjem med besked om, at jeg aldrig måtte sige noget til nogen om, hvad der var sket, fortalte den tiltalte og oplyste, at det var oralsex, der senere ledte til en fuldbyrdet voldtægt.

Søster kan ikke bekræfte

Politiet har efterforsket den alvorlige anklage, men har ikke kunnet fastslå om de seksuelle krænkelser har fundet sted.
Den 33-årige har forklaret, at han har ved en tidligere afhøring betroede sig til sin søster om episoden. Hun kan dog ikke bekræfte den.

Begge dolket flere gange

Den 33-årige tilstod i retten, at have begået drabene. Men ikke alene. 
Ifølge ham gik den 26-årige ven således løs på begge ofre med en kniv. Elke blev stukket flere gange i brystet, mens Hans fik en række stik i ryggen, lyder påstanden fra kammeraten.

Vi drak meget

Den aften, hvor drabet skete, havde de to siddet i den 26-åriges hjem i Skærbæk og drukket.
 - Vi drak rigtigt meget. Jeg fortalte ham om episoden fra min barndom, og vi hidsede hinanden op. Han spurgte, om vi skulle gøre noget ved det, og jeg svarede, om vi skulle køre, sagde den 33-årige.

Den 26-årige afhøres fredag

Herefter kørte de to den cirka 25 kilometer lange tur til Møgeltønder og begik de to drab, hvorefter de kørte tilbage til Skærbæk.

Sagen fortsætter fredag, hvor den 26-årige skal afhøres. Der ventes dom i sagen fredag i næste uge.