Bondehær indtager København

Landmænd med store traktorer gør onsdag trafikken usikker i København. De protesterer mod skærpede miljøkrav.

De første demonstranter begyndte turen tirsdag. Blandt andet fra Als, hvor 18 landmænd på traktorer tog færgen fra Fynshav til Bøjden.

Miljøminister Karen Ellemann (V) har netop spillet ud med en række lovforslag, der skal sikre drikkevandsboringer og begrænse udledningen af gødningsstoffer til vandløb.

De demonstrerende landmænd mener, at lovgivningen begrænser deres muligheder for at udføre deres erhverv.

Foreningen "Bæredygtigt Landbrug" står bag demonstrationen.

Foreningen er også vært ved en konference på Christiansborg, hvor landmændene kræver af få den såkaldte grønne vækstplan taget af bordet.

- Der skal være lige konkurrencevilkår i EU, hedder det i oplægget.