Borgmester: Flere skal tage ansvar for flygtninge

Nu må andre kommuner også tage deres del af ansvaret for de flygtninge, der kommer til Danmark. Sådan siger Sønderborgs socialdemokratiske borgmester, Erik Lauritzen.

Sønderborg Kommune var oprindeligt stillet i udsigt, at man ville få 300 flygtninge til byen. Men nu er der i stedet 600 asylansøgere.

Og nu er grænsen nået, mener Erik Lauritzen.

Det skriver DR Syd i dag.

- Her i Sønderborg er vi nået til grænsen for, hvad vi kan og skal bidrage med. Vi er altså 98 kommuner i Danmark, og den skal jo løses i fællesskab. Så vi er helt klart nået grænsen for, hvad vi kan klare, siger Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen til DR Syd.

Sønderborg-borgmesteren anerkender, at det er en vanskelig opgave, som Danmark står over for, og at man er nødt til at løse den.

- Jeg mener fortsat, at Sønderborg Kommune kan løfte og rumme den her opgave. Men jeg bliver også nødt til at sige, at det er en stor opgave som Sønderborg Kommune har løftet, siger han til DR Syd.