Danfoss-topchef kalder regeringens energiudspil uambitiøst

Administrerende direktør for pumpemastodonten Danfoss er ikke imponeret over regeringens energiudspil.

Ifølge regeringen selv, findes der ikke et udspil grønnere end det, de fremlagde torsdag formiddag. Helt så positiv er koncernchefen for Danfoss, Kim Fausing, ikke.

- Med regeringens udspil vil Danmark ikke længere være et af verdens mest ambitiøse lande på det grønne område. Andre lande som Tyskland, Sverige og Norge sætter mere ambitiøse mål end os. Dermed risikerer vi tab af danske arbejdspladser, skriver han i en pressemeddelse. 

Kim Fausings største anke er, at regeringens udspil fokuserer på vedvarende energi alene. Han mener, at man i overgangen til grøn energi bliver nødt til at fokusere på energieffektiviteten. 

- Vi synes, at regeringens udspil til ny energiaftale er for uambitiøs i forhold energieffektivitet. Udspillet mangler konkrete tiltag, der kan effektivisere vores energiforbrug. Man har heller ikke fokus på energirenovering af den private bygningsmasse, som ellers rummer store muligheder for energibesparelser. Hvis det lave ambitionsniveau bliver udmøntet i den endelige aftale, vil Danmark miste sin internationale grønne styrkeposition, siger han. 

Regeringens udspil er på 15 milliarder, hvoraf de 12 milliarder er målretttet vedvarende energi. Den fordeling kan koste Danmark dyrt, mener Kim Fausing. 

- Danske virksomheder omsætter energieffektive produkter og løsninger for 75 milliarder kroner, beskæftiger mere end 45.000 fuldtidsansatte og eksporterer for 34 milliarder kroner årligt. Hvis Danmark fortsat skal fungere som udstillingsvindue for ny teknologi og innovation på dette område, kræver det ambitiøse mål og indsatser i de kommende år, siger han.