De gik og gik og gik. Og vandt 50.000

11 medarbejdere på Danfoss i Nordborg på Als har i tre uger gået 10.000 skridt om dagen. Det har de fået 50.000 kr. for.

De vandt nemlig førstepræmien i Dansk Firmaidrætsforbunds kampagne Tæl skridt.

Formålet med kampagnen er at få danskerne mere op af kontorstolen.

-Styrken ved kampagnen er, at man bliver bevidst om sine vaner. Jeg har altid løbet, men fik igennem kampagnen også smag for gåture i naturen. Det er fredeligt og et godt afbræk mellem hektiske gøremål. Nu har vi i familien anskaffet os en hund, så vi er sikre på at holde fast i den gode vane, siger holddeltager Henriette Falbe Hansen fra afdelingen ?Environment, Health & Safety? på Danfoss.

-Vi har haft nogle hyggelige og aktive uger med Tæl skridt i afdelingen. Når man sidder meget foran computeren, som vi gør, gør frisk luft og fysisk aktivitet underværker på humøret og energien. At vi vandt den landsdækkende konkurrence er uventet, men en rigtig god følelse, siger holdkaptajn, Grete Valentin.

Fra Danfoss deltog i alt 179 medarbejdere i kampagnen.