Demonstration splitter landbruget

Landbrugets hovedorganisation, Landbrug & Fødevarer, tager afstand fra landmænds traktor-demonstration i København onsdag.

Omkring 500 landmænd med store traktorer ventes at deltage i demonstrationen mod regeringens miljøkrav.

- Jeg har forståelse for landmændenes frustration i forbindelse med grøn vækst. Det er en frustration, vi deler. Men vi tror ikke på, at demonstrationer i København eller i resten af landet er vejen frem. Landbrug & Fødevarers strategi er at gå i konstruktiv dialog med politikerne frem for at stille ultimative krav. Det er den strategi, som har skabt resultater, og som vi vil fortsætte med, siger Niels Jørgen Pedersen, fungerende formand i Landbrug & Fødevarer.

Kvinder er imod

Flere fremtrædende landbokvinder tager også afstand fra demonstrationen. Det gælder blandt andre Lone Andersen, Lyne, medlem af Landbrug & Fødevarers bestyrelse.

Hun opfordrer kvinderne i landbruget til at holde deres mænd hjemme.

- Vil I finde jer i, at jeres mænd ødsler kostbart tid på en nyttesløs demonstration, mens I gør jeres til at holde gælden fra døren, spørger hun.

Lone Andersen mener, at demonstrationen blot afslører splittelse i landbruget.

- Jeg ærgrer mig over den evige splittelse, vi oplever i erhvervet. Vi får aldrig den almene borger til at forstå problematikken, når vi ikke selv kan blive enige om måden at fremstille problemerne for dansk landbrug på, påpeger hun.

Mona Blenstrup, Ringsted, peger i en kommentar på, at det kan virke grotesk, at landmænd bruger tiden til en "luksusdemonstration af hamrende dyre køretøjer i København med afgiftsfri diesel i tanken.