Efter torpedering: Sygehus får ny hovedindgang til efteråret

2. juni kørte en psykisk syg mand sin bil gennem Sygehus Sønderjyllands hovedindgang. Men der kommer først ny hovedindgang til efteråret.

Bilisten slap fra påkørslen med skrammer, og ingen kom til skade ved torpederingen. Men skaderne på den roterende glaskarussel, der lige nu er dækket af træplader, løber op i knapt en halv million kroner. Så det er en stor investering at få genskabt hovedindgangen.

Det får nu sygehusledelsen til at slå to byggeprojekter sammen.

- Vi stod alligevel foran at renovere hele forhallen. Det skulle være sket sidst på året, men nu skal vi tale med arkitekterne om en fremrykning, så vi kan tage indgangspartiet med i samme ombæring, siger teknisk chef på Sygehus Sønderjylland, Paul Erik Busch, til TV SYD.

quote

Det vil være usmart at bruge 400-500.000 skattekroner på at renovere den eksisterende dør, og så rive den ned igen.

Paul Erik Busch, teknisk chef, Sygehus Sønderjylland

Prisen på genskabelsen af hovedindgangen har været udslagsgivende.

- Hvis den havde kostet 10.000 kroner, så havde vi skiftet indgangen med det samme. Men det vil være usmart at bruge 400-500.000 skattekroner på at renovere den eksisterende dør, og så rive den ned igen, forklarer den tekniske chef.

Ingen af de bærende konstruktioner er ødelagt. Men den eksisterende dør kan ikke genbruges, da alle delene er bøjede. Der er møde den 22. juni med hospitalets rådgivere og arkitekter omkring fremrykningen.

- Jeg vil mene, at vi er klar i løbet af første halvdel af efteråret. Indtil da er vi heldige, at vi kan bruge natindgangen ved siden af hovedindgangen. Det ser ikke så kønt ud, men det fungerer, slutter Paul Erik Busch.

Ifølge ansatte på sygehuset skal den psykisk syge mand have sagt, at han gjorde det, fordi "han er sur på systemet".