Ellen Tranes sidste dag som minister?

Den sidste valgprognose fra Altinget forudser en sejr til rød blok. Det kan betyde farvel til Ellen Trane Nørby (V) som minister.

Folketingskandidaterne sidder ikke kun ængsteligt og venter på valgresultatet. De er også selv ude for at afgive deres stemme i dag.

Sundhedsminister, Ellen Trane Nørby (V), stemte her til formiddag på det gamle bibliotek i Sønderborg.

PROGNOSE: Sådan fordeler stemmerne sig i Danmark

  • Socialdemokratiet: 28,6 procent
  • Venstre: 17,9 procent
  • Dansk Folkeparti: 10,5 procent
  • Enhedslisten: 8,7 procent
  • Radikale Venstre: 7,3 procent
  • SF: 7,4 procent
  • Konservative Folkeparti: 4,5 procent
  • Alternativet: 2,6 procent
  • Nye Borgerlige: 4,1 procent
  • Liberal Alliance: 3,6 procent
  • Stram Kurs: 2,2 procent
  • Klaus Riskær Pedersen: 0,2 procent
  • Kristendemokraterne: 1,9 procent

 

Kilde: Norstat for Altinget og Jyllands-Posten

Ifølge den seneste og sidste prognose fra Altinget står rød blok - med Socialdemokratiet i front - til en sejr over blå blok og Venstre, som nuværende sundhedsminister repræsenterer.

Men hvis prognosen holder stik, kan Ellen Trane Nørby (V) højst sandsynlig ikke kalde sig minister efter valget. Men prognoser kan tage fejl, og det faktum hægter ministeren sig fast i:

- Jeg kommer ikke til at forholde mig til prognoser. Danskerne kommer til at afgøre i dag, hvordan folketinget skal sammensættes, sagde hun til TV SYD, inden hun afgav sin stemme.

Hun håber, at vælgerne stemmer på partiet Venstre og dermed ”belønner dem for den indsats, de har gjort de seneste år.”

Prognose: SÅDAN fordeler MANDATERNE SIG I SYDJYLLANDS STORKREDS:

Ifølge prognosen får Sydjyllands Storkreds samlet 23 mandater. Det fordeler sig, som du kan se herunder. I parentes kan du se, hvor mange mandater partiet fik ved det seneste Folketingsvalg i 2015:

 

  • Socialdemokratiet: 6 mandater (FV15: 5 mandater)
  • Radikale: 1 mandat (FV15: 1 mandat)
  • Det Konservative Folkeparti: 1 mandat (FV15: 0 mandater)
  • Nye Borgerlige: 1 mandat (FV15: Ikke opstillet)
  • SF: 2 mandater (FV15: 0 mandater)
  • Riskær: 0 mandater (FV15: Ikke opstillet)
  • Liberal Alliance: 0 mandater (FV15: 2 mandater)
  • Kristendemokraterne: 1 mandat (FV15: 0 mandater)
  • Dansk Folkeparti: 3 mandater (FV15: 6 mandater)
  • Stram Kurs: 1 mandat (FV15: Ikke opstillet)
  • Venstre: 6 mandater (FV15: 5 mandater)
  • Enhedslisten: 1 mandat (FV15: 1 mandat)
  • Alternativet: 0 mandater (FV15: 0 mandater)

 

Kilde: Altinget

Ministerpost over midten

En kandidat i Sydjyllands Storkreds, der derimod kunne ende med at blive minister, er Benny Engelbrecht (S). Han stemte i Ahlmannsparken i Gråsten. Men til spørgsmålet om den mulige ministerpost svarede folketingskandidaten blot:

- Jeg håber på at få nogle rigtig spændende opgaver efter valget.

Både Benny Engelbrecht (S) og Ellen Trane Nørby (V) stiller op i storkredsen, hvor de selv skal afgive deres stemme. Derfor kommer det nok ikke bag på nogen, at Ellen Trane Nørbys kryds blev sat ud for hendes eget navn. Benny Engelbrecht var lidt mere hemmelighedsfuld om sit kryds:

- Du kan selv gætte, hvem jeg har stemt på, var svaret.