Enke tvunget til at sætte huset til salg: - Kassen er tom

Jytte Schinks har svært ved at få sin økonomi til at hænge sammen. Da hendes mand døde, forsøgte hun at sælge huset, men det er endnu ikke lykkedes.

Flere oplever, at det er svært at få de økonomiske ender til at nå hinanden.

Derfor søger de hjælp hos frivillige organisationer som Dansk Folkehjælp, der tilbyder gratis økonomisk rådgivning. En af dem, der denne vinter har søgt hjælp, er Jytte Schink fra Nordborg.

- Jeg har brugt hele min opsparing på at vedligeholde huset igennem årene, men nu er kassen tom. Der er ikke mere tilbage, nu har jeg kun min folkepension, siger 71-årige Jytte Schink.

Hun sidder i udestuen i det hus, som hendes mands oldefar byggede i 1895. Hun har ikke råd til at opvarme huset mere, så hun bor her ikke længere. Hun har netop fået en lejlighed.

quote

Jeg bad min bank om henstand på mit lån, så jeg kunne få råd til varme, men efter 50 år som kunde, sagde de nej.

Jytte Schink, pensionist, Nordborg

Ikke råd til varme

15.000 kroner koster de 1.200 liter olie, der skal i tanken udenfor, hvis kulden skal holdes fra døren. Og det var præcis 9.000 kroner mere, end Jytte Schink kunne skrabe sammen denne vinter.

- Jeg bad min bank om henstand på mit lån, så jeg kunne få råd til varme, men efter 50 år som kunde, sagde de nej, fortæller hun.

Til at starte med forsøgte hun at holde varmen med husets brændeovn. Hun købte briketter og holdt sig i stuen nær varmen, men det var ikke en holdbar løsning.

Rita kom til undsætning

Efter at have spurgt efter advokathjælp blev Jytte Schink ledt i retning af Dansk Folkehjælp, og her mødte hun Rita Buchardt, der arbejder som frivillig økonomisk rådgiver.

- Rita vidste lige, hvor man skulle gå hen, hvem man skulle snakke med. Hun hjalp mig med at skifte bank og med at flytte i lejlighed, fortæller enken, der nu ikke længere vågner halvfrossen om morgen.

Huset er stadig til salg, men der er kommet bedre styr på økonomien, og Rita er der til at støtte.

- Jeg havde egentlig en idé om, hvad jeg skulle gøre, men at have en at snakke med og støtte sig til har været en stor hjælp, siger Jytte Schink.

For den frivillige rådgiver Rita Buchardt har mødet med Jytte ført til mere end bare økonomisk snak.

- Vi taler i hvert fald sammen en gang om ugen nu og også om andet end økonomien, fortæller den selvlærte økonomirådgiver, der har engageret sig i Jyttes sag.

Rita Buchardt har været en stor støtte for Jytte Schink. Hun har både hjulpet med lejlighed og bankskifte. Her ses de gå rundt om huset, der stadig er til salg.
Rita Buchardt har været en stor støtte for Jytte Schink. Hun har både hjulpet med lejlighed og bankskifte. Her ses de gå rundt om huset, der stadig er til salg.

Farvel til fire generationers historie

Selvom der er kommet bedre styr på økonomien, håber Jytte Schink stadig at komme af med huset, så pengepungen bliver lidt tungere. Men et farvel til huset er også et farvel til familiehistorien.

- Min mands familie har haft malervirksomhed her i fire generationer, og man samler lidt af hvert i løbet af et langt liv, siger Jytte Schink, mens hun går gennem huset.

Det er tomt for møbler, men i hjørnerne står der stabler af bøger og kasser med finurlige ting af ældre karakter. Alt sammen håber hun på at sælge på loppemarked, når vejret luner lidt mere.

- Og det her er jo intet, i forhold til hvad der gemmer sig i værkstedet, indskyder hun.

Fire generationers historie står til salg. Der medfølger et stort bed med vintergækker i haven og en anekdote om hvert hjørne, knage og knast.  

- Det bedste ville være at få solgt huset. Du kan få det for 300.000 kroner, siger Jytte Schink kækt, mens hun og Rita Buchardt snakker videre om loppemarkedet. 

For selvom det har gjort ondt at forlade huset, så er enken indstillet på, at livet skal gå videre.