Ewers Pakhus renoveres for millioner

Den gamle pakhus-bygning fra 1908 bliver, ifølge de foreløbige planer, en del af et større byggeri, der skal rumme både bibliotek, café og mødefaciliteter.

Sønderborg skal have et nyt kulturhus. Der er netop fundet en vinder af konkurrencen om at få lov at tegne og bygge byens kulturhus, som kommer til at ligge på havnen i Sønderborg.

Det bliver Entreprenørfirmaet Hoffmann, der kommer til at forestå det endelige design af det nye multikulturhus. Det gamle Ewers Pakhus bliver en del af designet, som kommer til at rumme kommer til at huse bl.a. café-område, Sønderborg Bibliotek, Det Tyske Bibliotek og Sønderjyllands Kunstskole.

På et ekstraordinært udvalgsmøde onsdag eftermiddag valgte Kultur-, borger- og fritidsudvalget i Sønderborg Kommune entreprenørfirmaet Hoffmans projekt, som det der skal blive et af Sønderborgs store kulturelle omdrejningspunkter og samtidig blive et af de kommende vartegn for byens havn.

Når Sønderborgs nye multikulturhus står færdigt vil byggeriet udgøre ca. 5500 m2, heraf udgør Ewers Pakhus de 1200, mens de resterende 4300 vil være nybyggeri. Det er forventningen, at over 1000 borgere i Sønderborg Kommune dagligt vil besøge kulturhuset.

Hele projektet kommer til at koste i omegnen af 95 millioner kroner. Byggeriet forventes afsluttet i september 2017.

Se animation fra byggetegningerne her: (varighed: 20 sekunder)