Færge sejler igen efter "voldsomt og uforståeligt" hærværk

Nordalsfærgen blev natten til søndag udsat for groft hærværk. Efter mere end to døgn i havn sejlede færgen tirsdag eftermiddag endelig ud igen.

Da Søren Nielsen møder ind på arbejde søndag morgen klokken 7.40, får han straks en fornemmelse af, at noget er galt.

Søren Nielsen er overfartsleder på 'Bitten' - den lille Nordalsfærge, der flere gange dagligt sejler mellem Ballebro og Hardeshøj.

- Jeg kan se, at bommen inde i land står åben, og der mangler lys i de første dækslys på vogndækket. Min mavefornemmelse siger mig, at der er noget, som ikke stemmer overens, fortæller Søren Nielsen.

Mistanken bliver straks bekræftet, da han låser døren op ind til færgens mandskabsrum. Her møder et usædvanligt syn ham.

- Der er hvidt over det hele. Alt er rodet rundt derinde. Det er voldsomt, siger han.

Det hvide snedække i mandskabsrummet er pulver fra en pulverslukker, og fundet viser sig hurtigt kun at være ét af mange.

Et af de toiletter, hvor gerningsmændene har smadret vinduet i et forsøg på at komme ind.
Et af de toiletter, hvor gerningsmændene har smadret vinduet i et forsøg på at komme ind.

Revner efter økse i væggen

En af Søren Nielsens kollegaer møder ind på færgen kort tid efter, og sammen undersøger de færgen - rum for rum.

- I øjeblikket tænker jeg, at der er tale om et indbrud, men jeg havde slet ingen idé om, at det faktisk var så voldsomt, som vi efterfølgende finder ud af, fortæller Søren Nielsen.

quote

Jeg har været her i 22 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er så voldsomt og uforståeligt.

Søren Nielsen, overfartsleder, Nordalsfærgen

I færgens handicaprum opdager de, at et vindue er smadret, og på væggen er der store revner. Søren Nielsen synes, det ligner spor efter en økse, og han tror, at gerningsmændene har forsøgt at slå væggen i stykker for at komme videre til næste rum.

Det lykkedes dog ikke for dem, og de har derfor slået vinduer itu, indtil de er nået ind til mandskabsrummet, gætter han.

Du kan se flere billeder af færgerns skader her. 

- Det er rigtig træls, at nogle ballademagere sætter os ud af spil på den her måde. Det ligner drengestreger, men det er voldsom og grov hærværk, siger Søren Nielsen.

Sådan ser revnerne i væggen ud. Søren Nielsen tror, de er lavet med en økse.
Sådan ser revnerne i væggen ud. Søren Nielsen tror, de er lavet med en økse.

- Det giver slet ingen mening

Efter at have været alle færgens rum igennem, kontakter Søren Nielsen politiet. Politiet ankommer og begynder at samle fingeraftryk, og samtidig danner Søren sig et overblik over de stjålne ting.

Det viser sig, at der mangler to strålerør og seks nødraketter. Fra mandskabsrummet er der stjålet en pung med 600 kroner, en vielsesring, en halskæde og noget tøj fra en af Søren Nielsens kvindelige kollegaer.

- Selvom det ikke er mine ting, så er det personligt. Jeg føler mig magtesløs og rystet over at komme ned og opleve det her. Det giver slet ingen mening overhovedet, siger Søren Nielsen.

Resten af søndagen er færgen fanget på land. Skaderne skal repareres, og der skal nyt brandudstyr og nødraketter til, før Søren Nielsen igen kan gøre sig forhåbninger om at sejle.

Det er strålerør som dette, der er blevet stjålet fra færgen.
Det er strålerør som dette, der er blevet stjålet fra færgen.

Tilbage i vandet

Resten af søndag og hele mandag går med at reparere færgen, og efter to dage på land kan Søren Nielsen endelig byde Søfartsstyrelsen ombord på færgen tirsdag formiddag. De skal vurdere, om det er forsvarligt at lade færgen sejle.

- De har tjekket, at alt er som det skal være - og det er det, fortæller Søren Nielsen, der klokken 15.15 atter kunne sætte kursen mod Nordals.

Fremover vil der være ekstra kameraovervågning og alarm på færgen, så Søren Nielsen bliver alarmeret, hvis der skulle være ubudne gæster ombord på 'Bitten'.

- Jeg har aldrig været udsat for noget lignende. Jeg har været her i 22 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er så voldsomt og uforståeligt, fortæller Søren Nielsen.