Farlig for børn: Ny skolebygning er ramt af skimmelsvamp

En ny tilbygning på Nydamskolen i Sønderborg er ramt af skimmelsvamp og kan ikke tages i brug, da det vil være sundhedstruende for børn og lærere at opholde sig i bygningen.

Indflytningen i den nye tilbygning på Nydamskolen i Vester Sottrup er derfor udsat. Det oplyser Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse. 

 
Egentlig var det planen, at den nye tilbygning på skolen i Vester Sottrup skulle stå klar inden jul, men en undersøgelse, som Sønderborg Kommune har fået et rådgivningsfirma med stor viden om indeklima til at lave viser nu, at den nye tilbygning er ramt af skimmelsvamp.

Nydamsskolen er i gang med en større ombygning af hele skolen.

quote

- Det er drønærgerligt, og det skal der selvfølgelig gøres noget ved med det samme

Mie Rauff Nielsen, der er afdelingsleder i Service & Ejendomme i Sønderborg Kommune

- Det er drønærgerligt, og det skal der selvfølgelig gøres noget ved med det samme, fastslår Mie Rauff Nielsen, der er afdelingsleder i Service & Ejendomme i Sønderborg Kommune.  

Men selvom Mie Rauff Nielsen ærgrer sig over, at byggeriet vil blive ramt af forsinkelse, glæder hun sig over, at Sønderborg Kommune ved den mindste mistanke om skimmelsvamp fik sat en undersøgelse i gang. 

- Det vigtigste er, at vi fik afdækket problemet, inden at skolen fik taget den nye tilbygning i brug. For jeg vil godt understrege, at der naturligvis ikke er nogen der rykker ind i de nye lokaler, før vi er 110 procent sikre på, at indeklimaet lever op til vores standarder, siger Mie Rauff Nielsen. 

Det  var netop dårligt indeklima, der var en af grundene til, at man gik i gang med at bygge til på Nydamskolen i 2014. 

Sønderborg Kommune arbejder nu sammen med entreprenøren på at få lavet en plan for, hvornår tilbygningen på Nydamskolen kan tages i brug. Kommunen forventer indenfor de næste 14 dage at kunne offentliggøre køreplanen for det videre forløb samt hvornår det forventes at bygningen kan tages i brug. 

Hvem der har ansvaret for at den nye tilbygning kunne blive ramt af skimmelsvamp skal nu undersøges nærmere.