Fiskemand erkender papirsjusk - men nægter dårlig hygiejne

Claus Fynbo Hansen, fiskemand i Nordborg, indrømmer, at han ikke har sørget for at få de nødvendige tilladelser for at bearbejde, ryge og sælge fisk. Anklagen om dårlig hygiejne afviser han.

Claus Fynbo Hansen er glad for fisk - og han kan også ryge ål og ørreder, som han gerne sælger til andre, der sætter pris på at spise fisk.

I sommerens løb har han kørt rundt og solgt sine varer på kræmmermarkeder og campingpladser på Als.

quote

Jeg har hygiejnebevis og ved, hvordan man skal forholde sig, når man bearbejder fødevarer. Mine fisk fejler ingenting.

Claus Fynbo Hansen, fiskemand, Nordborg

Søndag mødte han Fødevarekontrollen på et kræmmermarked, og det førte til kontrolbesøg i Claus Fynbo Hansens bryggers i Nordborg, hvor han opskærer fiskene.

Kontrollen viste ifølge Fødevarestyrelsen, at slagtningen og røgningen af fisk foregår under uhygiejniske forhold, hvorfor folk nu advares mod at spise varer fra Claus Fynbo Hansen.

Det fik Fødevarestyrelsen til at udsende en advarsel til kunder, der har købt røget ål, røget ørred eller fiskefrikadeller fra Claus Fynbo Hansens fiskebil, ligesom advarslen blev offentliggjort på Fødevarestyrelsen hjemmeside.

Ifølge Fødevarestyrelsen er fiskene blevet håndteret i et bryggers, hvor der også blev opbevaret jord og urtepotter. Desuden var røgeovnen placeret i det fri med adgang for skadedyr. Desuden var de solgte varer ikke forsynet med oplysninger, så sælgeren kunne spores.

- Jeg har hygiejnebevis og ved, hvordan man skal forholde sig, når man bearbejder fødevarer. Mine fisk fejler ingenting. Anmeldelsen mod mig skyldes misundelse. Nu skal jeg have mine tilladelser på plads, så jeg kan sælge mine fisk på lovlig vis, siger Claus Fynbo Hansen til TV SYD.

Claus Fynbo Hansen indrømmer, at han ikke har sørget for at få de nødvendige tilladelser