Fredericia henter ny kommunaldirektør i Sønderborg

Den 47-årig Michael Holst er ansat som ny kommunaldirektør i Fredericia. Han er hentet fra en direktørstilling i Sønderborg Kommune. Michael Holst tiltræder 1. august.

Michael Holst afløser Tim Jeppesen, som Fredericia Byråd afskedigede i februar. Tim Jeppesen blev ansat af fhv. borgmester Thomas Banke i maj 2012 og blev fyret efter 36 dage under den nye borgmester, Jacob Bjerregaard.

- Det er både et enigt ansættelsesudvalg og Byråd, der står bag valget af Michael Holst, skriver borgmester Jacob Bjerregaard i kommunens pressemeddelelse. Alle er vi enige om, at Michael med sine mange års erfaring kan understøtte den forandring, som Fredericia er midt i. Michael Holst er en udpræget holdspiller, og det er sådan en type, vi har brug for. Både i forhold til serviceringen af politikerne, ledelse af vores medarbejdere, og den øgede borgerinddragelse vi har sat i gang.

Michael Holst har stor erfaring med erhvervsudvikling og økonomistyring. Han har haft flere jobs inden for Sønderborg Kommune, som han kom til i 2006. Forinden var han fem år i Nordborg Kommune.

Som tidligere militærmand ser han også frem til at flytte til byen. Det er en udtalelse, der varmer borgmesteren - Det er rigtigt glædeligt, at Michael flytter til vores dejlige fæstningsby, så får han og familien også rig mulighed for at opleve byen, naturen og vores sprudlende kulturliv.

Michael Holst er gift, og i familien er der 4 børn. Når tiden tillader, motioneres der på cykel.