Fugt udløste brandalarmer

Synderen er fundet: Det var fugt, der udløste blinde alarmer hos Danish Crown.

Danish Crowns slagteri i Blans ved Sønderborg har fået styr på blinde alarmer.
Problemet har kostet mere end en halv mio. kr. at løse.

Flere gange om ugen gik brandalarmen.
Men i otte ud af ti tilfælde var det falsk alarm.

- Vi fandt ud af, at problemer med fugt gav mange af alarmerne. Under rengøringen, som der er skrappe krav til på et slagteri, bruges store mængder vand. Men vi fandt, at der over tid hobede sig fugt op inde i nogle følere, og det udløste alarmerne, siger Flemming Damholt, brandtekniker hos Danish Crown, til Ingeniøren.

Problemet er nu løst.