Gigantisk robot gør det sjovere at slå græs på golfbaner

En virksomhed i Sønderborg har udviklet verdens første, sikkerhedsgodkendte gigantrobotplæneklipper. Den skal holde store græsarealer.

Der skal slås rigtig meget græs på et stadion eller på en golfbane. Det har et sønderjysk firma nu fundet en løsning på. En gigantisk robotplæneklipper.

Det betyder, at vi blandt andet kan klippe om natten, så vi undgår at genere golfspillerne, der spiller om dagen.

Maskinen, der har fået navnet AutoTurf, er udviklet af Sidis Engineering i Sønderborg.

- Det er den første i verden der kan sikkerhedsgodkendes, når den er færdig. Andre har haft held til at tage en standardrobot og bygge en styring ovenpå. De kan bare ikke håndtere sikkerheden, siger direktør i Sidis Engineering, Kenneth Skovbo Lott, til TV SYD.

AutoTurf er udviklet til at klippe golfbaner, parker, stadions og lignende, der er mere end tre hektar. Mandag blev den testet en af de sidste gange, inden den egentlige produktion går i gang.

- Maskinen virker på den måde, at man kører rundt i periferien, der hvor man gerne vil klippe. Hvis man så har sø, bunker eller anden forhindring, kører man også rundt her. Det gør man kun første gang, når man opretter området. For herefter er områdets data gemt og maskinen vil huske det for altid, forklarer Kenneth Skovbo Lott.

På Benniksgaad Golf i Gråsten er man begejstret for de nye muligheder.

- Vi skal have slået cirka 40 hektar græs stort set hver eneste dag i vækstperioden. Derfor vil vi gerne have en robot til det arbejde i stedet for at bruge en fuldtidsmand, som vi kunne bruge til at lave andre ting på golfbanen, som er mere menneskekrævende, siger indehaver Jens Enemark.

Den enorme plæneklipper er energivenlig og bruger kun halvt så meget brændstof som almindelige maskiner. Men fordi det er en robot, har den også andre fordele.

- Det betyder, at vi blandt andet kan klippe om natten, så vi undgår at genere golfspillerne, der spiller om dagen, siger Jens Enemark.

Projektet med at udvikle maskinen er blandt andet støttet af Erhvervsstyrelsen, Syddansk Vækstforum og EU.

Kenneth Skovbo regner med, at kæmpegræsslåmaskinerobotten er på markedet om tre-fire måneder. Prisen er endnu ikke fastlagt.