Haves: Sofacykel. Ønskes: Flere til at cykle

Beboerne på Hørup Plejecenter elsker centret nye sofacykel. Men de kunne godt tænke sig at have flere frivillige til at træde i pedalerne.

Hørup Plejecenter var blandt de første, som samlede frivillige skubbere, så beboere i kørestol kunne komme på tur i lokalområdet og få frisk luft. Ordningen har i år eksisteret i 30 år.

Ved juletid sidste år bestilte Hørup Plejecenter en sofacykel. Den blev leveret i januar og prøvekørt, mens der endnu lå sne i indkørslen.

Ergoterapeut Dorthe Hjort Larsen fortæller, at de fleste beboere er vilde med at komme ud at cykle. Men det ville være dejligt med flere frivillige til at trampe i pedalerne.

Beboerne hjælper nu også selv til. Karen D. Petersen nyder at komme i skoven ved Trillen og kommer med på indkøb.

Hun træner hver dag 20 minutter på bencykel. Og hun kan mærke, at bevægeligheden bliver bedre, når hun har været ud på sofacyklen.

Aage Kresten Lund nyder, når han kan komme til lystbådehavnen med sofacyklen. Eller rundt i skovene.

- Tak for turen, lyder det altid fra vore beboere, fortæller ergoterapeuten. Det er så livsbekræftende for dem at komme ud i det pulserende liv. Det er den bedste medicin og noget, de kan leve højt på et stykke tid, snakke om og skrive breve om. Og snakken går om, at de glæder sig til næste tur