Hjælp til oversvømmede sommerhusejere

Sønderborg Kommune forsøger nu at komme ejere af oversvømmede sommerhuse i Skovmose på Sydals til hjælp. Adskillige sommerhuse står under vand. Gulve og elektriske installationer er ødelagt.

Kommunen erkender, at vandafledningen i det lavtliggende sommerhusområde er utilstrækkelig. Mandag gik det helt galt, da der fald 90 millimeter regn i løbet af et par timer.

Afdelingsleder i naturafdelingen Ebbe Enøe oplyser, at kommunens forsyningsafdeling nu vil indkalde grundejerne til et møde for at drøfte sagen.

Den mest sandsynlige løsning bliver formentlig at øge kapaciteten af vandløbssystemerne gennem anlægsarbejder, siger han. Grundejerne skal selv betale en del af udgifterne.

De seneste regnskyl har givet vandskader i op mod 20 huse.