Hundredekronesedler lå gemt på loft

Da stråtaget skulle skiftes på en gammel slægtsgård på Als dukkede en blikdåse med hundredekronesedler op. Nu skal sedlerne på auktion.

Historien kunne have stået i en drengebog, fra dengang de gik i korte bukser og altid kom for sent hjem til aftensmaden, men den er fra virkeligheden anno nu på Als: 

Da tre tagtækkere skulle udskifte stråtaget på en gammel slægtsgård, fik de øje på en blikdåse på loftet. Da de løftede låget, kiggede de lige ned i en stak hundredekronesedler fra dage, der for længst var gået. Der lå 36 sedler fra perioden 1924-40.

Nu kommer de 34 af dem på auktion hos Bruun Rasmussen i København den første april.

Ejeren på gården fortæller, at det formentlig var hans bedstefar, der gemte sedlerne.

- Jeg tror, pengene stammer fra dengang vejen til Fynshav og Guderup blev lagt sammen gennem hans marker, og han solgte jorden til staten for et større beløb.

Da bedstefaderen pludselig døde, blev pengene formentlig blevet glemt.

Sedlerne stammer fra guldstandardens tid i det danske pengevæsen. De kunne indløses med guld i Nationalbanken.