I år er der karper til alle juleborde

Efter hele Naturstyrelsens bestand af karper frøs ihjel for tre år siden, er der nu atter jule-karper til salg i Gråsten. Lørdag sælger Naturstyrelsen Sønderjylland karper fra fra dambruget ved Gråsten Slotssø.

De lange vintre mellem 2009 og 2011 tog livet af næsten alle karperne, men det er nu lykkedes Naturstyrelsen af få bestanden så stor, at der igen bliver åbnet for fiskeudsalget.

Karper er traditionel julespise i Sønderjylland, hvor den kommer på bordet i hele julemåneden, og i hele Centraleuropa er karpen anset for at være en meget fin spise.

Der er i oktober måned blevet tømt fire karpedamme - bl.a. Margrethesø i Rinkenæs skov og Kujborgdam der ligger i nærheden af Gråsten Slot. Fangsten har været god, så med over 300 kg portionskarper på størrelser omkring 1,5 kg pr. styk skulle der være julekarper til alle.

Salget foregår i dag, lørdag, kl. 10.00 til 12.00 fra dambruget ved Gråsten Slotssø. Der er indkørsel fra P-pladsen ved Felstedvej.

 

Fakta om karper i Sønderjylland:


Der har formodentlig været karpedrift i søerne ved Gråsten Slot siden år 1700. Beskrivelse af damme og indtægter fra karpedrift nævnes i 1725, ved Augustenborgernes overtagelse af slottet. Rigtig gang i driften kommer først efter 1884, hvor Hertug Ernst Günther II overtager ejendommen.

Information om karpedambruget kan ses på Naturstyrelsens hjemmeside: