I nat: Genoplev kampen om Als

Tager du til Als natten til søndag, kan du genopleve det nederlag, der betød, at øen blev tabt til preusserne.

Natteravne og historisk interesserede kan natten til søndag se de danske soldaters kamp for Als, da de preussiske tropper samme nat for 150 år siden tvang Danmark til at rømme Als og Sønderjylland.

- Bådene rammer bredden, og soldaterne stormer i land. Herefter udspiller de afgørende kampe sig. Også panserskibet Rolf Krake dukker frem og beskyder bådene med preussiske soldater midt ude på Alssund. Kl. 4 er det tragiske slag slut med tab på begge sider, siger historiker og turistchef i Sønderborg, Karsten Justesen om programmet for nattens slag.

I de følgende 56 år blev Sønderjylland en lille og fjern provins i det stortyske rige. Ifølge Karsten Justesen er nederlaget vigtigt at huske i dag, fordi det har formet den danske identitet og selvforståelse.

Genopførelsen begynder klokken 2 og finder sted som en del af, at Sønderborg d. 27.-29. juni er forvandlet til slagmark og 1864 marked.

Man kan købe billetter til nattens slag på billetnet.