I Sønderborg laver de Danmarks bedste burger

Lazy Dog i Sønderborg kunne onsdag lade champagnepropperne springe. Restauranten har nemlig vundet prisen for at lave "Danmarks Bedste Burger".

Salt, peber, lokale råvarer og en masse kærlighed. Det er ingredienserne, der skal til for at vinde prisen ”Danmarks Bedste Burger”.

Det mener indehaveren af Lazy Dog i Sønderborg, Simon Stefanski, der onsdag middag kunne fejre at have landets bedste burger på menukortet.

- Jeg blev meget overrasket og er selvfølgelig helt vildt glad for at vinde prisen. Jeg er meget taknemmelig for al den støtte, som vi har fået fra folk i hele byen. Uden dem kunne vi ikke være kommet så langt, siger Simon Stefanski, der driver Lazy Dog sammen med sin bror Kascper Stefanski.  

quote

For at lave den bedste burger skal man først og fremmest finde de bedste ingredienser i lokalområdet, de rette folk og bare putte en masse kærlighed ind i det.

Simon Stefanski, indehaver af Lazy Dog, Sønderborg

Det har været gæsterne, der skulle bestemme, hvem der skulle vinde konkurrencen ved at stemme over telefonen. Finaleafstemningen begyndte onsdag i sidste uge og sluttede i dag klokken 12. Blandt de ti sidste finalister i konkurrencen var blandt andet også restaurant Pagoden i Ølgod, men til slut havde restauranten i Sønderborg flest stemmer og løb altså med sejren, som opdagdanmark.dk står bag.

- For at lave den bedste burger skal man først og fremmest finde de bedste ingredienser i lokalområdet, de rette folk og bare putte en masse kærlighed ind i det. Det er det eneste, man skal gøre, griner Simon Stefanski.

Håber på at udvide

De to Stefanski-brødre er oprindeligt fra Polen og flyttede til Danmark for knap tre år siden, hvor de sammen startede restauranten i Sønderborg i 2017.  

Burgere har altid betydet meget for Simon Stefanski, der også har arbejdet på flere burger-restauranter i London. For ham er det vigtigt, at maden binder folk sammen i lokalsamfundet.

- Burgere er den bedste mad for alle. Du behøver ikke at bruge bestikket, du behøver ikke at klæde dig pænt på, du kan bare komme efter arbejde og hænge ud. Burgere er en meget demokratisk spise, fordi alle kan lave det, og alle har råd til det, siger Simon Stefanski.

Med Danmarks bedste burger på menukortet håber brødrene på at kunne udvide restaurantens koncept til nye lokaler. Denne gang med mere udfordrende ting på menuen.

- Vi vil gerne investere noget mere tid i byen og bringe lidt af al vores erfaring fra forskellige lande til at introducere borgerne for noget, de måske ikke kender endnu, eller noget de måske er bange for at prøve, afslutter Simon Stefanski.