Indbrudstyve skræmt væk igen

En indbrudstyv var i gang med at bryde ind i en bolig i Sønderborg, da husets beboer overrasker tyven og skræmmer ham væk. Det er anden gang i denne uge, at en indbrudstyv bliver overrasket midt i indbruddet.

På Eckersbergvej i Sønderborg forsøgte en indbrudstyv med sort hætte at bryde ind i en bolig klokken 04.07 natten til fredag. Men boligens beboer overraskede tyven, som straks tog flugten.

I denne uge er indbrudstyvene tilsyneladende temmelig uheldige, eller også er borgerne vakse. Natten til tirsdag endte tre indbrudsforsøg nemlig med, at borgerne opdagede indbruddet, mens det stod på, og tyvene tog flugten.

En enkelt indbrudstyv i Sønderborg har dog haft held til at bryde ind. Klokken 00.49 natten til fredag smadrede tyven et vindue i en villa på Morbærhegnet, der også ligger i Sønderborg. Her lykkedes det tyven at komme afsted med en endnu ukendt mængde tyvekoster.