Jagten er begyndt på Danmarks klogeste klasse

Onsdag begynder den indledende runde i Smart Parat Svar. En landsdækkende læsequiz, hvor skoleklasser dyster. I Sønderborg var otte sjetteklasser mødt op på biblioteket i håbet om at gå videre til runde to – den regionale finale.

Hvem vil ikke gerne kalde sig for landets klogeste sjette klasse?

Kampen om den titel og trofæet gik onsdag i gang med den indledende runde i Smart Parat Svar. Det er en landsdækkende læsequiz, hvor sjetteklasser dyster i viden om litteratur.

I Sønderborg kæmpede otte sjetteklasser onsdag om en plads videre til runde 2 og den regionale finale. De dyster på hold af fem, og en af holdmedlemmerne er Magnus Sander Andersen.

- Jeg synes, at det var rigtig fedt. Især fællesskabet, fordi vi hjalp hinanden rigtig meget, siger Magnus Sander Andersen til TV SYD.

Lokal, regional og landsfinalen

Konkurrencen er et samarbejde mellem landets biblioteker, Slots- og Kulturstyrelsen og de otte TV 2-regioner. Målet er, at det skal være sejt at læse og være smart på øverste etage.

- Det understøtter skolernes faglige læsning, og vores læselyst og -glæde her på biblioteket. Man kan se, at ungerne har det sjovt og er meget koncentreret, fortæller børnebibliotekar Anne-Mette Bork.

Hun arbejder til daglig på Sønderborg Bibliotek og i dagens anledning er hun ordstyrer og quizmaster. Bibliotekerne står for den lokale finale, vinderen går videre til den regionale finale og til sidste afholdes den store finale med hold fra hele landet, hvor vinderen løber med titlen og pengepræmien på 10.000 kroner.

Den regionale finale finder sted den 9 januar, og den store finale afholdes den 6. februar i Magasinet i Odense.