Krav om bedre mobildækning

Folketingsmedlem Benny Engelbrecht, (S), Sønderborg, vil slå et slag for bedre mobildækning i Sønderjylland.

- Jeg er nok ikke den eneste, der har undret mig over, at flere andre europæiske lande tilsyneladende har en bedre mobiltelefondækning end Danmark og det til trods for at vi bryster os af at være en stærk IT nation. Det skal kunne gøres bedre, siger Benny Engelbrecht.

Benny Engelbrecht mener at der skal stilles mere præcise krav til den kvalitet teleselskaberne skal levere i provinsen og at de krav gerne må være ens på tværs af de europæiske grænser.

Dyr datatrafik

Det er et problem i grænselandet, at mobiltelefonerne springer over på det tyske net helt op til 20 kilometer fra grænsen, fordi mobilnettet er stærkere i Tyskland. Hvis telefonen automatisk også kan modtage data, kan det blive dyrt.

- Man kunne TV transmittere direkte fra månen for 42 år siden, men i 2011 kan man ikke bruge sin mobiltelefon i alle dele af Sønderjylland. Det er ikke bare træls for den enkelte, men en begrænsning for de erhvervsdrivende der har valgt at bosætte sig i denne landsdel, siger Benny Engelbrecht.