Kronprinsparret skal have Gråsten Slot

Dronning Margrethe vil overdrage Gråsten Slot til kronprinsparret. - Hvis de kan overkomme det, siger monarken i et jubilæumsinterview med Billed Bladet torsdag.

 - Vi elsker alle sammen at være på Gråsten. Og kronprinsparret heldigvis i meget høj grad, fordi de ad åre skal overtage stedet. Det skal ske, allerede mens jeg lever, for det er sandelig tanken, at de en dag skal have Gråsten, hvis de kan overkomme det. Men nu må vi se. Foreløbig skal de lige have fundet deres ben, siger hun i interviewet.

Samler familien

Hun fortæller, at det delvist er dronning Ingrids tradtion, hun fører videre, når hele familien samles i Gråsten om sommeren.

- Ja, men det er også, fordi der er så dejligt mange værelser på Gråsten, så vi kan virkelig have mange gæster boende. Antallet af værelser, hvor man kan have gæster boende, er langt flere på Gråsten end her på Amalienborg, og uendelig mange gange flere end på Marselisborg.

Gråsten har særlig betydning

- Gråsten har også den særlige betydning, at ikke bare mine egne sønner, men mine søstre og deres børn er kommet på Gråsten igennem alle årene, og det er dér, disse fætre og kusiner har lært hinanden at kende. Så vi synes alle sammen, det er skønt at mødes på Gråsten.

Jul på Gråsten Slot

I 1999 holdt den royale familie jul på slottet i Gråsten. Dronning Ingrid var for træt til at kunne rejse til London eller Berleburg - og på Marselisborg er der mange trapper, som dronning Margrethes mor havde svært ved at klare.

- Så den sommer sagde mine søstre og jeg: ?Vi skal prøve at overbevise mor om, at vi samler alle dem, der kan komme, på Gråsten til jul, og vi vil hjælpe hende med det?.

Helt pragtfuldt

- Der var et par stykker, der ikke kunne komme, men ellers var vi der alle sammen. Og det var helt pragtfuldt. Vi havde lavet grundplanerne til, hvordan julen skulle foregå, inden vi forelagde det for mor. Og det syntes mor egentlig lød rigtig dejligt: At være sammen med os alle sammen og ikke have for meget besvær af det.

Havde julepynten med

- Mor var taget derned i god tid i forvejen, fortæller majestæten i jubilæumsinterviet. Og så kom jeg med al julepynten fra Marselisborg i store papkasser. Vi var sammen om at pynte juletræet, jeg pyntede julebord, og vi havde en helt vidunderlig jul. Det var virkelig godt, at vi gjorde det.

Året efter - i 2000 - var det også planen, at den kongelige familie skulle holde jul i Gråsten. Men det blev aflyst. Familien holdt i stedet jul i København.