Mælkeproducenter kaster sig over søde sager

31 økologiske landmænd skal nu også til at producere honning i samarbejde med lokale biavlere.

Snart skal Naturmælks logo ikke kun pryde mælkekartoner men også honningkrukker. Ifølge Naturmælk er der allerede hængt bistader op hos landmændene og lavet aftaler med Danmarks Biavlerforening om et samarbejde.

-Målet er mere biodiversitet og en klar profil i forhold til forbrugerne, fortæller Mejerichef Leif Friis Jørgensen.

Naturmælk i Tinglev besluttede for flere år siden, at intensivere antallet af urter på markerne og når markerne nu alligevel har det ,som bierne de efterspørger, så kan vi lige så godt udnytte det, lyder det fra mejerichefen.

En af de mælkeproducenter der skal have bier, er Frode Lehmann fra Broager og han synes det er en rigtig god idé, som Naturmælk har fået.

-Som økologisk landmand vil jeg gerne være med til at gøre noget godt for naturen og sørge for, at insekter og bier de har det godt, siger Frode Lehmann til TV SYD.

Ifølge Frode Lehmann så er der dog ikke mange penge i projektet. Det er mest de lokale biavlere, der skal stå for arbejdet med bier og honning.

Men det er godt for biodiversiteten og det er det  vigtigste, siger han til TV SYD.