Mange deltog i Festival for Verdensmålene

Mange mødte op, da Sønderborg Kommune kaldte til Festival for Verdensmålene.

Mange sønderborgensere var lørdag mødt op i byen for at lære og lære fra sig om, hvordan fremtiden kan blive mere bæredygtig ved hjælp af FN’s 17 verdensmål.

Fremtidens by skulle bygges med 180.000 legoklodser, viden om el-biler skulle udvides, en flygtningelejr kunne opleves gennem VR-briller, og så skulle der kreeres kunst af plastik.

- Det har været en fantastisk festival, alt som vi kunne ønske os, siger Sønderborg Kommunes borgmester Erik Lauritzen (S) til TV SYD dagen derpå.

De 17 verdensmål

  • Afskaf fattigdom
  • Stop sult
  • Sundhed og trivsel
  • Kvalitetsuddannelse
  • Ligestilling mellem kønnene
  • Rent vand og sanitet
  • Bæredygtig energi
  • Anstændige jobs og økonomisk vækst
  • Industri, innovation og infrastruktur
  • Mindre ulighed
  • Bæredygtige byer og lokalsamfund
  • Ansvarligt forbrug og produktion
  • Klimaindsats
  • Livet i havet
  • Livet på land
  • Fred, retfærdighed og stærke institutioner
  • Partnerskaber for handling

Læs mere om dem ved at klikke her.

Den alternative festival er arrangeret af Sønderborg Kommune i samarbejde med organisationen Sustainable Now, der arbejder for at øge danskernes kendskab til en bæredygtig udvikling.

- Der bliver talt rigtig meget om verdensmålene og de udfordringer, vi står overfor. Det er stadig svært for den enkelte at sige, hvad verdensmålene handler om, og hvad de kan gøre, forklarer borgmesteren om årsagen til, at festivalen kom til Sønderborg.

Her er nogle stemningsbilleder fra youtuberen Alexander Husums visit under festivalen.
Video: Michael Nielsen, TV SYD

I løbet af dagen var der også debatter om fremtiden og klimaindsatsen med blandt andre sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og Benny Engelbrecht, (S), der er formand for Arbejdsgruppen for Verdensmålene. Og der var noget at komme efter for alle aldersgrupper - børn og unge kunne nemlig også møde den danske youtuber, Alexander Husum.

- Vi skal få endnu flere til at forstå, at det er alvorligt, og hvad det handler om, siger borgmesteren.