Medicinlagre hos ældre tjekkes

Sønderborg Kommune vil nu tjekke medicinbeholdningerne hos ældre i kommunens plejeboliger.

- Jeg har skrevet til plejecentrene og opfordret dem til større opmærksomhed på den medicin, beboerne har og som måske af forskellige grunde ikke bliver brugt længere, oplyser plejecenterschef Lene Corydon-Petersen.

En 90-årig kvinde efterlod en hel sæk med medicin i en plejehjemsbolig på Dybbøl Plejecenter, da hun døde. Hun efterlod et arsenal af morfin, hjertemedicin, medicin for blodomløb, vanddrivende, kolesterolsænkende medicin, penicillin, søsygetabletter, allergimedicin og meget mere.

Eget ansvar

Plejecenterchefen understreger, at beboerne selv har ansvaret for deres medicinbeholdning.

- Omvendt forventes det også af os, at vi som fagligt personale følger med i, hvad der henstår. Og hvis sund fornuft tilsiger det, må vi opfordre beboerne til at acceptere, at uforbrugt og uaktuel medicin bliver sendt tilbage til apotekerne, siger plejecenterschefen.

Hun har også understreget over for kommunens 12 plejecentre, at der skal være stor opmærksomhed på, at den ordinerede medicin ikke i forvejen findes i beboerens beholdning.