Nationalistisk parti stiller op til Kommunalvalget i Sønderborg

Det to år gamle parti, Danskernes Parti, vil forsøge at vinde indpas i dansk politik ved det kommende kommunal- og regionalvalg.

Stifterne af partiet betegner det selv som et nationalistisk og nationaldemokratisk parti. Tidligere har TV SYD fortalt, at partiets vicepartileder Morten Schjetne stiller op i Fredericia, men nu får borgerne i Sønderborg også mulighed for at sætte kryds ved Danskernes parti.

Flere af partiets medlemmer har flere gange markeret sig stærkt nationalistisk, og det ønsker partiets kandidat i Sønderborg, Johnnie Brandt Holme, også at gøre.

- Jeg vil arbejde for at stoppe integrationstiltagene i kommunen, så vi i stedet kan bruge pengene på danskerne, siger Johnnie Brandt Holme.

Med den tyveårige Johnnie Brandt Holmes kandidatur, har partiet meddelt, at de i seks kommuner forsøger at komme i byrådet. Foruden Sønderborg og Fredericia gælder det Hjørring, Aarhus, København og Brøndby. Desuden har partiet meddelt, at de stiller op til regionrådsvalg i Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark og Hovedstaden.

Der er kommunal- og regionsrådsvalg 19. november 2013