Natlig eftersøgning efter psykisk handicappet

Adskillige patruljevogne og en redningshelikopter blev ved to-tiden sat ind i eftersøgningen på det nordlige Als af en ung tysk mand, som er mentalt handicappet. Efter 2½ times eftersøgning blev manden fundet i god behold.

- Den unge mand var sammen med andre og pædagoger på ferie på det nordligste af Als, og de frygtede, at han kunne være gået i vandet, forklarer vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD. Og vandet er ved at være lovlig koldt nu.

Pædagogerne og de psykisk handicappede var gået til køjs ved 22-tiden. Ved to-tiden ville pædagogerne se til de unge, og de opdagede, at den ene var væk.

- Vi fik samlet flere patruljer og eftersøgte ham bl.a. med hunde, fortæller vagtchefen til TV SYD. Eftersøgningen koncentrerede sig om kystlinien ? og der blev rekvireret en helikopter.

Kl. 4.32 blev den unge mand fundet ? ikke ved vandet, men lidt inde på øen. Han var i god behold ? og blev kørt tilbage til sommerboligen.