Nattefrosten truer frugthøst

Den usædvanlige majfrost kan få store konsekvenser for frugtavlere. I 2017 mistede Henrik Petersen halvdelen af sin høst på grund af kolde nætter.

Henrik Petersen har været meget tidligt oppe søndag morgen med en klar mission: at minimere frostvejrets skader på sine æble- og pæretræer.

Ifølge TV 2 Vejret var der nattefrost i det meste af Syd- og Sønderjylland natten til søndag. Billund var det koldeste sted i Danmark – her var nattetemperaturen helt nede på -3,7 grader. De lave temperaturer kan få årets frugthøst til at slå fejl.  

- Det er da en skam. Den nat, vi lige er kommet ud af, er den værste, men vi håber, det går. I den her branche lever vi lidt på håb, siger frugtavler Henrik Petersen, der har Hestehavegård Frugtplantage i Sønderborg, til TV SYD.

Mistede halvdelen af høsten i 2017

Det er lige nu, at Henrik Petersens jordbærplanter og æble- og pæretræer blomstrer, og derfor rammer den usædvanlige nattefrost frugtavleren hårdt. Frugttræernes blomster kan ikke overleve minusgrader, og derfor kan frostvejret få store konsekvenser for årets høst.

- Vi prøvede det i 2017, og da mistede vi halvdelen af æble- og pærehøsten. Jeg håber ikke, det bliver så slemt den her gang, men jeg frygter det, siger Henrik Petersen.

Ild og vand skal minimere skaderne 

Henrik Petersen prøvede søndag morgen at minimere risikoen for, at episoden fra 2017 gentager sig. Her kørte han ud på plantagen med et læs halm, lagde det ved de blomstrende frugttræer og satte ild til det.

Vinden var dog ikke på Henrik Petersens side, så det havde ikke den ønskede effekt. Derfor tog han en vandsprøjte i brug, som han kørte frem og tilbage med.

- For at det skal have en effekt, må man forbi det samme område hvert kvarter, så det virker ikke på de store områder, siger Henrik Petersen.

Henrik Petersen følger bekymret med i de næste dages vejrudsigt, og så kan han ikke gøre meget andet end at vente. Der går nemlig et par dage, før han kan se, om afgrøderne har taget skade af weekendens nattefrost.