Nordborgs tænker og iværksætter

Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand på Danfoss, er udnævnt til en af Nordens største tænkere. Han er med på en liste over 20, hvor der er yderligere fire danskere.

Det er magasinet Nordic Business Report, der har bedt en række eksperter inden for iværksætteri og innovation om at udvælge de 20 mest indflydelsesrige erhvervstænkere i Norden. Førstepladsen gik til svenske Daniel Ek, grundlæggeren af Spotify, mens andenpladsen gik til Niklas Zennström, en af grundlæggerne af Skype.

Iværksættere er vigtige

Jørgen Mads Clausen siger, han er glad for anerkendelsen.

- Det er vigtigt, at vi fokuserer på Danmarks fremtid og skaber nye virksomheder. Derfor spiller entreprenørskab og iværksætteri i uddannelsessystemet en afgørende rolle i mine øjne, siger Jørgen Mads Clausen.

De øvrige danskere på listen er erhvervskvinden og provokatøren Soulaima Gourani, kokken og gastronomen Claus Meyer, Jørgen Vig Knudstorp, direktør for Lego, og Björn Lomborg, adjungeret professor ved Copenhagen Business School.

Der er seks nordmænd på listen, tre svenskere, fem finner og en enkelt fra Island.