TV der bevæger dig

Nu er Sønderborgs nye vartegn åben for gæster

Mandag formiddag slog Sønderborgs nye luksushotel på havnefronten dørene op for gæster efter næsten fire års byggeri og indretning.

Mandag formiddag slog Sønderborgs nye luksushotel på havnefronten dørene op for gæster efter næsten fire års byggeri og indretning. Foto: Claes Adel, TV SYD

Siden november 2015 har folk i Sønderborg fulgt med i opførelsen af det nye Hotel Alsik på havnefronten. Foto: Hans Lausten

1 af 2

Vi har glædet os helt vildt til at få hotellet i drift, så det er en stor dag for os.

Henrik Bille, direktør, Hotel Alsik, Sønderborg

Siden november 2015 har folk i Sønderborg fulgt med i opførelsen af det nye Hotel Alsik på havnefronten - og nu er hotellet åben for gæster efter en periode, hvor personalet har trænet og øvet med en række lukkede arrangementer.

Mandag morgen slog hotellet dørene op til den første rigtige arbejds- og åbningsdag.

- Vi har glædet os helt vildt til at få hotellet i drift, så det er en stor dag for os, siger Henrik Bille, der er direktør for Alsik til TV SYD.

Mandag formiddag slog Sønderborgs nye luksushotel på havnefronten dørene op for gæster. Foto: Claes Adel, TV SYD

I november 2015 blev der taget første spadestik til Hotel Alsik, der først da fik sit officielle navn.

Hotellet er tegnet af Henning Larsen Architects. Alsik er placeret lige ud til Alssund. Det har arkitekten udnyttet, og 92 procent af værelserne har udsigt over vandet.

Nyd udsigten fra 16. etage

Herudover rummer det 70 meter høje hoteltårn et udsigtspunkt på 16. etage med panoramavinduer hele vejen rundt, som vil være åben for offentligheden. Her er plads til 75 personer ad gangen.

Læs også På dette hotel har 92 procent af værelserne havudsigt

Den officielle indvielse af hotellet finder først sted fredag den 28. juni, når hele den nye havnefront Byens Havn officielt indvies.

Hotel Alsik er den største bygning i den store plan, der blev lagt for den tidligere industrihavn i Sønderborg for 10 år siden. Flere nye byggerier er skudt op på kajen, og nu er 75 procent af havneområdet belagt. 
Det er Bitten og Mads Clausens Fond og PFA, der har skudt 650 millioner kroner i byggeriet af Hotel Alsik som et led i udviklingen af Byens Havn i den canadisk-amerikanske arkitekt Frank Gehrys streg.

Læs også Stormflod: Dette hotel er bygget til en 1.000-års hændelse

 

Alsik

  • Byggeriet er del af fornyelsen af Byens Havn i Sønderborg, som er tegnet af arkitekt Frank Gehry
  • Hotellet er tegnet og formgivet af Henning Larsen Architects
  • Hotel-, konference- og spakompleks bygges som to tårne på hhv. 19 og 70 meter. I det største tårn er der bl.a. 190 værelser og suiter samt en offentlig udkigspost på 16. etage
  • Investorer er Bitten & Mads Clausens Fond samt PFA Ejendomme
  • Det tyske firma RIMC skal drive hotellet. RIMC driver i forvejen omkring 80 internationale hoteller, og Alsik er det første i Danmark.
  • Turist- og formidlingsvirksomheden tyske Steigenberger markedsfører Alsik syd for grænsen
  • Der er 131 ansatte på hotellet ved åbningen mandag den 6. maj.