Ny ingeniøruddannelse er blevet godkendt

I slutningen af 2017 fik SDU godkendt to nye uddannelser og nu følger en tredje i slipstrømmen af dem.

Forventet optag på den nye diplomingeniøruddannelse i elektronik.

2018: 10
2019: 20
2020: 25
2021: 30
2022: 35
2023: 40
2024: 50

Fra 2025 forventer SDU at antallet af optagne stabilisere sig på 60.

SDU i Sønderborg fik i december godkendt en bachelor- og en kandidatuddannelse i elektronik. I dag har Uddannelses- og Forskningsministeriet så godkendt en diplomingeniøruddannelse i elektronik.

Diplomingeniøruddannelsen tager 3 ½ år og er en erhvervsrettet uddannelse, der skal gøre de studerende klar til arbejdsmarkedet – Og det er der brug for.

Ifølge en rapport fra Oxford Research forventes efterspørgslen på ingeniører, der har kompetencer inden for elektronik, at stige. I undersøgelsen svarer to tredjedele af de syddanske virksomheder, at de forventer at skulle bruge flere ingeniører indenfor elektronikområdet i de kommende år.  

- Det har været en lang proces at få de her uddannelser, så vi er selvfølgelig glade for, at det nu er på plads, og at vi nu kan tilbyde en helt række af uddannelser indenfor blandt andet elektronik, siger Horst-Günter Rubahn, Institutleder ved Mads Clausen Instituttet på SDU i Sønderborg, til TV SYD.

Han forklarer også, at virksomhederne har svært ved at finde egnede kandidater, og at det derfor også er nødvendigt med de nye uddannelser for at dække behovet.

I forvejen har SDU i Sønderborg blandt andet uddannelser indenfor mekatronik, der også skal være med til at dække behovet for arbejdskraft.

De nye uddannelser bliver en del af det nye Center for Industriel Elektronik(CIE). Centret skal indeholde de uddannelser, som de omkringliggende virksomheder efterspørger. Det er Region Syddanmark, Danfoss, Linak, Sønderborg Kommune og Syddansk Universitet, der står bag centret.