Overblik: Det handlede 1. maj-talerne om

Pensionsalder, skat, arbejdsmarked, frihed og fællesskab var nogle af de temaer, der blev luftet under 1. maj-talerne i Syd- og Sønderjylland.

De røde faner blev hejst rundt omkring i det syd- og sønderjyske i dag. I mere end én forstand. For temaerne, der mandag gik igen i flere taler, var ærkesocialistiske - og kritik af den nuværende regering udeblev da heller ikke.

Både Mette Frederiksen (S) og Benny Engelbrecht (S) langede ud efter regeringens planer om at hæve pensionsalderen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

-Han (finansministeren, red.) stiller skræmmebilleder op, når han skal beskrive fremtiden for Danmarks økonomi. Ifølge ham kommer vi til at have et enormt statsligt underskud, som kun kan løses, hvis alle går senere på pension, står der i Engelbrechts tale. 

Han kaldte argumentet for et fupnummer og lover i øvrigt, at socialdemokraterne vil sikre, at danskerne ikke skal gå endnu senere på pension.

Og Mette Frederiksen henvendte sig direkte til statsminister, Lars Løkke (V), i sin tale. Hun forlangte et svar på, hvor længe man vil have danskerne til at arbejde.

Helt naturligt fyldte arbejdsmarkedet også en del i de socialistiske taler. Både SF og S ville have flere i job.

- Vi vil styrke vores arbejdsmarked ved at opkvalificere og investere i både faglærte og ufaglærte, sagde Engelbrecht i sin tale.

Og han fik opbakning fra Pia Olsen Dyhr (SF). 

- SF foreslår, at vi investerer i at skabe 40.000 nye produktionsarbejdspladser i hele landet, lyder det i hendes  tale – dog uden at forklare, hvordan det konkret skal ske.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Frihed har umiddelbart en liberal klang, men det er altså et tema, der gik igen i flere 1. maj-taler. Blandt andet hos socialdemokraten Karen Klint, der ser frihed som en del af danskernes DNA, og noget der skal varetages i praksis. Det er Pia Olsen Dyhr enig i. 

- Er det ikke på tide, at vi sikrer reel frihed til langt flere danske lønmodtagere? Skulle vi ikke give alle lønmodtagere større indflydelse på længden på deres arbejdsuger, så sygeplejersken, pædagogen eller elektrikeren kan gå op eller ned i timer fra år til år efter behov? 

Skat må også høre på lidt af hvert i dagens taler, hvor der blev peget på huller, fejl og manglende personale i systemet.

- Tilliden til Skat er væk. Når tilliden ryger, vil naboen på et tidspunkt spørge sig selv; hvorfor skal jeg betale skat, når de andre ikke gør?, spørger Mette Frederiksen i sin tale.

Til efteråret er der regionrådsvalg, så SF’s spidskandidat Villy Søvndal benyttede da også lejligheden til at tale regionspolitik, hvor både Carl Holst, høje lønninger, Bios og fejl i sundhedsvæsenet blev nævnt.