Politiet mangler vidner i skudsag

I weekenden blev en person ramt af et skud i benet i Sønderborg, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Natten mellem fredag og lørdag blev en person ramt af et skud mellem boligblokkene fem og syv på Nørager i Sønderborg. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Mellem boligblokkene var flere personer forsamlet, inden en altså blev ramt af et skud. Politiet efterforsker sagen som et internt opgør. Personen er ifølge politiet ikke hårdt kvæstet, men den ramte har været til behandling på sygehuset.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer nu mennesker, der har set eller hørt skyderiet – eller i øvrigt har oplysninger om sagen eller de involverede – til at henvende sig på telefon 114.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen i øjeblikket af hensyn til efterforskningen.