Politiet ophæver advarsel om unødvendig kørsel

De sønderjyske kommuner har været ramt af advarsler mod unødig udkørsel i vintervejret. Nu er de sidste advarsler ophævet.

Onsdag aften udsendte Syd- og Sønderjyllands Politi en advarsel, hvor de frarådede al unødvendig kørsel i de sønderjyske kommuner. 

Advarslen kom på grund af kraftig snefygning.

I løbet af torsdagen er advarslen blevet ophævet i Tønder Kommune og de dele af Haderslev Kommune, der var berørt.

Torsdag aften meddeler politiet på Twitter, at advarslen nu også er blevet ophævet i Sønderborg og Aabenraa.

Politiet råder folk til fortsat at passe på, da der stadig kommer meldinger om glatte veje.